Gemt væk i vores underbevidsthed findes en idyllisk vision. Vi ser os selv på en lang rejse, over flere kontinenter. Vi rejser med tog. Ud af vinduerne betragter vi scener med biler på nærliggende motorveje, børn der vinker i forbifarten, kvæg der græsser på en fjern bjergskråning, røg der stiger op fra et kraftværk, række efter række af kornmarker i flade dale, hen over bjerge og bølgende bjergskråninger, forbi byer med skylines og forsamlingshuse.
Men tydeligst i vores sind er den endelige destination. På en bestemt dag, på et bestemt tidspunkt, vil vi ankomme på den endelige station. Bands vil spille på perronen og flag vil vinke os i møde. Den endegyldige, vidunderlige drøm bliver til virkelighed, og alle brudstykker af vores liv vil med ét passe sammen - som et færdigt puslespil. Rastløst venter vi ved vinduet og forbander ventetiden. Venter, venter, venter på at stationen skal dukke op.
"Når jeg kommer frem til målet, bliver jeg lykkelig”. ”Når jeg fylder 18”. ”Når jeg køber en ny Mercedes." "Når mit barn har fået en uddannelse." "Når jeg har betalt min gæld!" "Når jeg får en forfremmelse." "Når jeg kan gå på pension - SÅ skal jeg leve lykkeligt!"
Før eller senere indser vi, at der er ingen station, ingen sted at ankomme på, én gang for alle. Den sande glæde ved livet er turen. Stationen er kun en drøm, der konstant distancerer os fra det der er lige her og nu.
"Nyd øjeblikket fuldt ud" er et godt motto. Det er ikke dagens byrder, der tvinger dig i knæ. Det er beklagelser over i går, og frygten for i morgen, som belaster dig. Beklagelse og frygt er to tyve, der berøver os dagen i dag.
Så stop med at pace dig selv mod nye resultater. I stedet udforsk en ny skov, spis mere is, gå barfodet oftere, svøm i søen, se flere solnedgange, grin mere, græd mindre - mediter mere. Livet skal leves, mens vi går ad vejen, skridt for skridt. Stationen skal nok dukke op.

Frit oversat efter Robert J. Hastings: The Station

Tak til Marianne for at gøre opmærksom på denne kloge lille tekst.