Jon Kabat-Zinn i Bella Centret

800 mennesker var forsamlede i Bella Centret torsdag d. 19. juni 2014 for at høre Jon Kabat-Zinn. Og hvordan var det så?

På forhånd var jeg lidt spændt på om han havde mere eller andet på hjertet end det som man kan læse sig til i hans bøger. Men hvis der sad en lille tvivl på det, så blev den gjort til skamme.

Mødet med Kabat-Zinn blev en mindeværdig begivenhed. Ikke så meget på grund af nye og dybere opdagelser eller viden. Det var mere måden som Kabat-Zinn indtog og fyldte den gigantiske kongressal med sit rolige væsen og afdæmpede klare tale. I strømpesokker og skjorteærmer sad han der på den store scene og bad os om at følge ham ind i en guided mindfulness-meditation. På et splitsekund lagde enhver uro sig og blev afløst af stilhed. Kabat-Zinn gav sig god tid. Ledte vores opmærksomhed hen på åndedrættet og nærværet med os selv. Et magisk øjeblik at mærke den kollektive ro og tillid fra 800 forsamlede på et øjeblik.

Efter meditationen fulgte en all round gennemgang af forskellige temaer. JKZ betonede Mindfulness som en 'on going' proces, der aldrig stopper. Det er ikke nok at tage et weekend-kursus og derefter tro at man ved alt om MF og ikke behøver større fordybelse. Hvis man vil give MF forståelsen videre til andre, er det vigtigt at man konstant arbejder med sin egen praksis.

Kabat-Zinn fortalte at hans egen praksis på Stressklinikken ikke bare byggede på ønsket om at hjælpe mennesker til ikke at falde igennem sundhedssystemet, men også at se nye muligheder og veje at gå. MF er ikke bare at lindre, men at hjælpe mennesker til at leve anderledes.

JKZ fortalte om de senere års forskning i MF, ikke mindst opdagelsen af Telemorase-enzymet og de skadelige virkninger ved stress. Han var også inde på hvordan skoler i USA er begyndt at indføre MF som midlet til at skabe ro og koncentration hos eleverne.

JKZ morede sig stille over, at han er meget efterspurgt i Kina. Han viste et billede af sig selv sammen med 2000 kinesere, som smiler efter at have lært om MF. De vil bare have mere af det. Kabat-Zinn fandt det pudsigt, at de bestiller en amerikaner til at lære dem teknikker, som de selv opfandt for flere tusind år siden.

Som afslutning på det tre timer lange oplæg (uden pauser) sluttede Kabat-Zinn af med en kort stilhedsmeditation, hvor roen endnu en gang sænkede sig over salen og de mange tilhørere.

Jon Kabat-Zinn taler til 800 mennesker i Bella Centret

Jon Kabat-Zinn taler til 800 mennesker i Bella Centret