I weekenden var jeg på det skønneste ø-retreat i Lillebælt. Årø er en lille, naturskøn ø midt i Lillebælt. Man ankommer med en lilleputfærge til Årøby på vestsiden og kan så vandre syd eller nord om øen. Jeg valgte den sydlige rute på ca. fire kilometer langs stranden. Her er der udsigt til hundreder af digesvalers luftakrobatik, når de med høj fart flyver ind og ud af deres små redehuller i klinten.
I det sydøstlige hjørne kan man i særlige perioder af året komme ud på en fem kilometer lang krumodde - et naturreservat, der er yngleområde for viber, strandskader, klyder og mange andre fuglearter.
Jeg vandrede ud på odden og fandt et vidunderligt landskab med strandenge, indsøer og en øde kyst, hvor kun vinden, bølgerne og fugleskrig hersker. Her finder man en ro, som indbyder til afslapning, kropspleje og meditation. At meditere og lave Yin Yoga i strandkanten på et plet i Danmark, hvor de eneste tegn på menneskelig aktivitet er udsigten til de fjerne sejlskibe i bæltet, er bare så livgivende.
Først da solen langsomt var på vej ned mod horisonten, vendte jeg tilbage mod hovedøen. Jeg holdt hvil på Årø Vingård og fik tanket vand og smagt deres vidunderlige hvidvin, hvorefter jeg gik de sidste kilometer til færgen og de 10 minutters sejllads tilbage til Jylland.
Ø-retreat er så oplagt i Danmark. Det er ikke sidste gang for mig.