Forårsspire

Under overfladen ligger forårets små planter på lur, klar til at søge mod lyset og varmen. Allerede nu er jorden fyldt med små spirer og de første tidlige forårsblomster. Hva´med at tage et lille smut ud i din have eller ned af den nærmeste villavej og betragt de mange små forårstegn? Brug det som en mindfulnessøvelse og lav en lille refleksion over det: Hvad er min egen spire lige nu? Kan du blive opmærksom på dine egne bevidste og ubevidste lag? Hvad spirer i dig lige nu?

Piet Hein - Om at leve i nuet

På vinterretreatet sluttede vi med en lille tekst af Piet Hein som gengives her:

At leve i nuet er livets teknik -
og alle folk gør deres bedste,
men halvdelen vælger det nu, som gik,
og halvdelen vælger det næste.

Og det forrige nu og det kommende nu
blir aldrig i livet presente
og alle folks levetid går sågu
med bare at mindes og vente.

For det nu, som er gået, er altid forbi,
og det næste blir aldrig det rette.
Næ, sørg for, at nuet, du lever i,
engang for altid er dette.

Piet Hein

Piet Hein

Vinter-retreat

På én af vinterens sidste dage afviklede vi en dejlig lørdag med masser af mindfulness: lange meditationer, mindfull-spisning, mindfull walking ved Pederstrup, sanseøvelser og stilhedsmeditation. Tak til alle deltagere for jeres dejlige humør, skønne ro og positive livssyn. Vi ses forhåbentlig igen til sommerens retreat, som vi allerede nu er i gang med at forberede. Her er en lille artikel fra dagens Politiken som handler om hvorfor det er sundt at lave mindfull spisning.

Torsdagsholdet

Kære Torsdagshold

Så kom vi i gang med kurset og de første træningsøvelser. Til næste gang skal I træne bodyscan-meditation og små hverdagsøvelser, hvor I træner jeres opmærksomhed i nuet, f.eks. "mærke vandet fra bruseren, børste tænderne langsomt og sansende, nyde duften og smagen af en kop kaffe osv. God fornøjelse med øvelserne - vi ses på torsdag!

Træningsgruppen

Kære Træningsgruppe. Sidste gang arbejdede vi med grundelementet Tålmodighed. Jeg nævnte teksten: The Station af Robert Hasting. Den kommer her, til jer der er nysgerrige:

Gemt væk i vores underbevidsthed findes en idyllisk vision. Vi ser os selv på en lang rejse, over flere kontinenter. Vi rejser med tog. Ud af vinduerne betragter vi scener med biler på nærliggende motorveje, børn der vinker i forbifarten, kvæg der græsser på en fjern bjergskråning, røg der stiger op fra et kraftværk, række efter række af kornmarker i flade dale, hen over bjerge og bølgende bjergskråninger, forbi byer med skylines og forsamlingshuse.
Men tydeligst i vores sind er den endelige destination. På en bestemt dag, på et bestemt tidspunkt, vil vi ankomme på den endelige station. Bands vil spille på perronen og flag vil vinke os i møde. Den endegyldige, vidunderlige drøm bliver til virkelighed, og alle brudstykker af vores liv vil med ét passe sammen - som et færdigt puslespil. Rastløst venter vi ved vinduet og forbander ventetiden. Venter, venter, venter på at stationen skal dukke op.
"Når jeg kommer frem til målet, bliver jeg lykkelig”. ”Når jeg fylder 18”. ”Når jeg køber en ny Mercedes." "Når mit barn har fået en uddannelse." "Når jeg har betalt min gæld!" "Når jeg får en forfremmelse." "Når jeg kan gå på pension - SÅ skal jeg leve lykkeligt!"
Før eller senere indser vi, at der er ingen station, ingen sted at ankomme på, én gang for alle. Den sande glæde ved livet er turen. Stationen er kun en drøm, der konstant distancerer os fra det der er lige her og nu.
"Nyd øjeblikket fuldt ud" er et godt motto. Det er ikke dagens byrder, der tvinger dig i knæ. Det er beklagelser over i går, og frygten for i morgen, som belaster dig. Beklagelse og frygt er to tyve, der berøver os dagen i dag.
Så stop med at pace dig selv mod nye resultater. I stedet udforsk en ny skov, spis mere is, gå barfodet oftere, svøm i søen, se flere solnedgange, grin mere, græd mindre - mediter mere. Livet skal leves, mens vi går ad vejen, skridt for skridt. Stationen skal nok dukke op.

Frit oversat efter Robert J. Hastings: The Station