Vinter-retreat

Lørdag d. 28.februar var 12 forventningsfulde mindfulness-deltagere samlet til en halv dag med meditationer, mindful-walking og mindful-spisning. Vi havde en masse dejlige oplevelser sammen, på skæringsdagen mellem vinter og forår. Tak for det dejlige samvær til jer alle. Jeg glæder mig allerede til at arrangere næste retreat, som bliver til sommer og meditationerne i endnu højere grad kan foregå ude i den danske natur.

I forbindelse med mindful-spisning fik vi en kraftig suppe, som vi brugte ca. 20 minutter på at smage, dufte og spise langsomt. Opskriften kommer her (4 personer):

2 store løg, 4 fed hvidløg, 4 store gulerødder, et stort stykke selleri, 2 store kartofler, 150 gr. små linser, 4 tomater, 1 dåse flåede tomater, et par skefulde tomatpure, 1 liter bouillon, 1 skefuld paprika, 1/2 tsk. chiliflager, salt og peber.

Hak og svits løg, hvidløg, gulerødder, selleri, tomater og kartofler. Bland tomatpure og flåede tomater i gryden. Hæld bouillon over grøntsagerne. Tilsæt krydderier og lad suppen koge i 40 minutter. Rør lidt i gryden under vejs. Server med en klat cremefraiche, et drys hakket persille og groft brød. Prøv at spise suppen langsomt (being mode) - så får du en smagsoplevelse, fordøjer bedre og bliver mæt uden at overspise. Velbekomme!

Hvad er DEFUSION?

På 8-ugers kurset arbejder vi med begreberne FUSION og DEFUSION. At fusionere sit problem betyder i denne sammenhæng 'at smelte sammen med sit problem'. Dit problem har fyldt så meget, at du opfatter dig selv som problemet. Du opfatter i betydelig grad dit problem som en væsentlig del af din identitet. Ex.: "Mit liv er så trist - jeg kan ikke huske at jeg har haft det godt, men jeg har også altid været deprimeret".

Ved hjælp af mindfulness forsøger vi at adskille os fra problemet - at defusionere. Vi tager ikke afstand fra problemet, men lærer at se det udefra (metakognitivt perspektiv), så der sker en adskillelse fra vores egentlige identitet. "Jeg er mit eget sande og helstøbte jeg - i øjeblikket har jeg en depression".

I mindfulness-træningen bruger vi "Problemfloden" til at holde fast i tankegangen om at vi ikke er vores problemer.

The Station (Robert J. Hastings)

Gemt væk i vores underbevidsthed findes en idyllisk vision. Vi ser os selv på en lang rejse, over flere kontinenter. Vi rejser med tog. Ud af vinduerne betragter vi scener med biler på nærliggende motorveje, børn der vinker i forbifarten, kvæg der græsser på en fjern bjergskråning, røg der stiger op fra et kraftværk, række efter række af kornmarker i flade dale, hen over bjerge og bølgende bjergskråninger, forbi byer med skylines og forsamlingshuse.
Men tydeligst i vores sind er den endelige destination. På en bestemt dag, på et bestemt tidspunkt, vil vi ankomme på den endelige station. Bands vil spille på perronen og flag vil vinke os i møde. Den endegyldige, vidunderlige drøm bliver til virkelighed, og alle brudstykker af vores liv vil med ét passe sammen - som et færdigt puslespil. Rastløst venter vi ved vinduet og forbander ventetiden. Venter, venter, venter på at stationen skal dukke op.
"Når jeg kommer frem til målet, bliver jeg lykkelig”. ”Når jeg fylder 18”. ”Når jeg køber en ny Mercedes." "Når mit barn har fået en uddannelse." "Når jeg har betalt min gæld!" "Når jeg får en forfremmelse." "Når jeg kan gå på pension - SÅ skal jeg leve lykkeligt!"
Før eller senere indser vi, at der er ingen station, ingen sted at ankomme på, én gang for alle. Den sande glæde ved livet er turen. Stationen er kun en drøm, der konstant distancerer os fra det der er lige her og nu.
"Nyd øjeblikket fuldt ud" er et godt motto. Det er ikke dagens byrder, der tvinger dig i knæ. Det er beklagelser over i går, og frygten for i morgen, som belaster dig. Beklagelse og frygt er to tyve, der berøver os dagen i dag.
Så stop med at pace dig selv mod nye resultater. I stedet udforsk en ny skov, spis mere is, gå barfodet oftere, svøm i søen, se flere solnedgange, grin mere, græd mindre - mediter mere. Livet skal leves, mens vi går ad vejen, skridt for skridt. Stationen skal nok dukke op.

Frit oversat efter Robert J. Hastings: The Station

Tak til Marianne for at gøre opmærksom på denne kloge lille tekst.