Inspiration

Mindfulness i små glimt

Når vi træner mindfulness opnår vi en styrket evne til at være nærværende - også i de mange, mange små situationer, hvor din opmærksomhed kan være helt afgørende for et andet menneskes skæbne. En lille bemærkning, kropsattitude, smil, skuldertræk eller øjekast kan være helt afgørende for hvordan en anden person kommer videre med sin dag. Der er altså god grund til at være helt bevidst om hvordan vores reaktioner virker på andre. Glæd dig over at du som trænet i mindfulness, er i stand til - igen og igen - at stille skarpt på din omverden og bidrage til at du selv og andre får en bedre dag. Forfatteren og teologen K. E. Løgstrup forklarer det sådan i sin "næstekærlighedsetik": Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, , en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker. En lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.    

 

Ny viden om dufte

Under MBSR-forløbet stifter vi bl.a. bekendtskab med dufte som sanseøvelse. Vi har kigget på hvordan planten rosmarin kan "booste" hjernen. Ny videnskab har indtil videre kortlagt ver 3.000 sorter af aromatiske forbindelser i æteriske olier. Deres unikke duft-kraft kan opleves ved blot at smøre et par dråber på huden. Den flydende olie omdannes med det samme til en gasart, der øjeblikkeligt opfanges af duft-receptorerne i næsen. Hvis du vil vide mere om dufte så kig evt. her: Aromatic Science.  

Low arousel (beroligelse)

Low arousal er et udtryk for lyd med lave svingninger, hvor akkorderne får lov til at klinge ud. Der forskes i emnet på University of Washington. Det er et interessant emne, når vi taler om at kunne berolige vores nervesystem og minimere stress. Lydimpulserne påvirker flere centre i hjernen, som kan være overbelastede på grund af overstimulering. I Danmark er det blandt andre komponisten og healeren Frank Lorentzen (koncert d. 29. oktober i Unitarernes Hus - tak Anneli for tippet), som i mange år har arbejdet med lyd i sin healing. Også musikeren Niels Eje har været med til at komponere low arousel musik (Music cure). Lyt til eksempler:


Ny viden om hjernen - og vores vaner.

Hjerneforskning har vist, at der er en sammenhæng mellem vaner og en række hormonelle forhold i hjernen - f.eks. dopamin, som bl.a. skaber velvære. Hver gang man vedligeholder en vane, belønner hjernen indsatsen ved at udløse dopamin. Professor i neurobiologi ved Københavns Universitet, Albert Gjedde, har forsket i hjernens afhængighed af de velkendte vaner. Han fortæller, at det er årsagen til at vi har så svært ved at bryde dårlige vaner. Vi får ganske enkelt ikke en erstatning for vores dopamin-belønning, hvis vi "bare" holder op med en dårlig vane, som f.eks. rygning. For at ændre dårlige vaner, er det derfor nødvendigt at erstatte den dårlige vane med en anden (bedre) vane. Det er ikke nok at lade sig styre af "fornuftens stemme", der siger at man bør lade være.

rygning.jpg

Hvordan kan vi bruge det i forhold til Mindfulness? Første trin i ændring af dårlige vaner, er at erkende vanen og dens magt. Næste trin er at bringe opmærksomhed til den og "opdage" både vanen og de formentlig bebrejdende tanker der følger med. Tredje trin kunne være at vise venlighed og forståelse overfor afhængigheden (at straffe sig selv virker ikke). Fjerde trin vil så være at reagere på en ny måde ved at vælge og prioritere en erstatning (en anden vane/aktivitet), som virker motiverende og attraktiv. Læs evt. mere om emnet i Albert Gjeddes bog: Den afhængige hjerne.

Hvad er DEFUSION?

På 8-ugers kurset arbejder vi med begreberne FUSION og DEFUSION. At fusionere sit problem betyder i denne sammenhæng 'at smelte sammen med sit problem'. Dit problem har fyldt så meget, at du opfatter dig selv som problemet. Du opfatter i betydelig grad dit problem som en væsentlig del af din identitet. Ex.: "Mit liv er så trist - jeg kan ikke huske at jeg har haft det godt, men jeg har også altid været deprimeret".

Ved hjælp af mindfulness forsøger vi at adskille os fra problemet - at defusionere. Vi tager ikke afstand fra problemet, men lærer at se det udefra (metakognitivt perspektiv), så der sker en adskillelse fra vores egentlige identitet. "Jeg er mit eget sande og helstøbte jeg - i øjeblikket har jeg en depression".

I mindfulness-træningen bruger vi "Problemfloden" til at holde fast i tankegangen om at vi ikke er vores problemer.

The Station (Robert J. Hastings)

Gemt væk i vores underbevidsthed findes en idyllisk vision. Vi ser os selv på en lang rejse, over flere kontinenter. Vi rejser med tog. Ud af vinduerne betragter vi scener med biler på nærliggende motorveje, børn der vinker i forbifarten, kvæg der græsser på en fjern bjergskråning, røg der stiger op fra et kraftværk, række efter række af kornmarker i flade dale, hen over bjerge og bølgende bjergskråninger, forbi byer med skylines og forsamlingshuse.
Men tydeligst i vores sind er den endelige destination. På en bestemt dag, på et bestemt tidspunkt, vil vi ankomme på den endelige station. Bands vil spille på perronen og flag vil vinke os i møde. Den endegyldige, vidunderlige drøm bliver til virkelighed, og alle brudstykker af vores liv vil med ét passe sammen - som et færdigt puslespil. Rastløst venter vi ved vinduet og forbander ventetiden. Venter, venter, venter på at stationen skal dukke op.
"Når jeg kommer frem til målet, bliver jeg lykkelig”. ”Når jeg fylder 18”. ”Når jeg køber en ny Mercedes." "Når mit barn har fået en uddannelse." "Når jeg har betalt min gæld!" "Når jeg får en forfremmelse." "Når jeg kan gå på pension - SÅ skal jeg leve lykkeligt!"
Før eller senere indser vi, at der er ingen station, ingen sted at ankomme på, én gang for alle. Den sande glæde ved livet er turen. Stationen er kun en drøm, der konstant distancerer os fra det der er lige her og nu.
"Nyd øjeblikket fuldt ud" er et godt motto. Det er ikke dagens byrder, der tvinger dig i knæ. Det er beklagelser over i går, og frygten for i morgen, som belaster dig. Beklagelse og frygt er to tyve, der berøver os dagen i dag.
stop med at pace dig selv mod nye resultater. I stedet udforsk en ny skov, spis mere is, barfodet oftere, svøm i søen, se flere solnedgange, grin mere, græd mindre - mediter mere. Livet skal leves, mens vi går ad vejen, skridt for skridt. Stationen skal nok dukke op.

Frit oversat efter Robert J. Hastings: The Station

Tak til Marianne for at gøre opmærksom på denne kloge lille tekst.

Yin Yoga

Yin Yoga - er den form for yoga som passer godt sammen med Mindfulness.

Yin yoga er udviklet af Paul Grilley. Det er en rolig yogaform der fokuserer på en dybdegående udstrækning og afbalancering af kroppens bindevæv. I Yin yoga holdes stillingerne i længere tid (fra 3 til 10 min). Yin yoga  har traditionelle rødder i bl.a. kinesisk akupunktur og den indiske yoga filosofi.

Battlemind og Safemind

Stresscoach Henrik Krogh har skrevet en ny bog: Fra Battlemind til Safemind. I bogen beskriver Henrik Krogh de to tilstande, som vi i Mindfulness-sammenhæng kender som Doing-mode og Being-mode. I Battlemind er vi oppe i et ekstra gear (stresstilstand) og adrenalinet gør os effektive. I Safemind er vi tilbage i en afslappet og rolig tilstand. I følge Henrik Krogh glemmer mange af os at geare ned efter Battlemind/præstationer. Det går ud over immunforsvaret og derfor bliver mange pludseligt syge, når de endeligt langt om længe holder fri og slapper af, i f. eks forbindelse med en ferie. Læs her Henrik Kroghs artikel om begrebet "Langtidsfriske", der fortæller om hvorfor nogen  mennesker aldrig er syge:

Langtidsfriske

Mit eget lille retreat

I weekenden var jeg på det skønneste ø-retreat i Lillebælt. Årø er en lille, naturskøn ø midt i Lillebælt. Man ankommer med en lilleputfærge til Årøby på vestsiden og kan så vandre syd eller nord om øen. Jeg valgte den sydlige rute på ca. fire kilometer langs stranden. Her er der udsigt til hundreder af digesvalers luftakrobatik, når de med høj fart flyver ind og ud af deres små redehuller i klinten.

Årø med Årøkalv - med krumodden

Årø med Årøkalv - med krumodden

I det sydøstlige hjørne kan man i særlige perioder af året komme ud på en fem kilometer lang krumodde - et naturreservat, der er yngleområde for viber, strandskader, klyder og mange andre fuglearter.

Jeg vandrede ud på odden og fandt et vidunderligt landskab med strandenge, indsøer og en øde kyst, hvor kun vinden, bølgerne  og fugleskrig hersker. Her finder man en ro, som indbyder til afslapning, kropspleje og meditation. At meditere og lave Yin Yoga i strandkanten på et plet i Danmark, hvor de eneste tegn på menneskelig aktivitet er udsigten til de fjerne sejlskibe i bæltet, er bare så livgivende.

Først da solen langsomt var på vej ned mod horisonten, vendte jeg tilbage mod hovedøen. Jeg holdt hvil på Årø Vingård og fik tanket vand og smagt deres vidunderlige hvidvin, hvorefter jeg gik de sidste kilometer til færgen og de 10 minutters sejllads tilbage til Jylland.

Ø-retreat er så oplagt i Danmark. Det er ikke sidste gang for mig.

Tree Hugging

Tree hugging er en fantastisk måde at bringe intens nærvær til naturen. Gå ud i den danske bøgeskov og udvælg dig et træ som tiltrækker din opmærksomhed. Undersøg træet med dets slanke, faste former, små sprækker, mønstre, farve og duft. Føl træets fasthed med hænderne. Kig op i træets krone og fornem den majestætiske rejsning mod himlen. Læg armene omkring træet og mærk dets massive tyngde.

themindunleashed  kan du læse om hvorfor Tree hugging virker via de vibrationer som træerne udsender.